Branchekode
En branchekode er en international kode, som har til formål at identificere forskellige brancher. Koden består af seks cifre, og den bliver blandt andet anvendt til at samle information omkring danske virksomheder, så der er mulighed for at sammenligne dem med andre lande. Alle virksomheder skal have en branchekode og denne bliver angivet, når virksomheden stiftes.
Det er et lovkrav, at alle virksomheder har en branchekode. Denne angives, når virksomheden stiftes, og formålet er at identificere den branche, virksomheden arbejder indenfor – dertil er der mulighed for at registrere flere bibrancher.
Hvis en virksomhed arbejder indenfor flere områder, skal der registreres én eller flere bibrancher. På den måde er det muligt at danne et realistisk billede af, hvad den pågældende virksomhed rent faktisk arbejder med.
Danmarks Statistik står for at udarbejde branchekoderne, og de anvendes primært til at indsamle statistik over virksomhedens beskæftigelse, omsætning, serviceydelser og omsætning. Informationerne fra branchekoderne gør det muligt at sammenligne brancherne på både nationalt og internationalt plan.
I denne artikel kan du læse mere om, hvad en branchekode er, hvordan du vælger den rigtige, og hvordan du registrerer en bibranche. Når du har læst artiklen, ved du alt, der er værd at vide omkring branchekoder.
Hvad er en branchekode?
Branchekoden er en international kode, der består af seks cifre. Formålet med branchekoder er, at det skal være muligt at identificere den branche, en bestemt virksomhed arbejder indenfor – eksempelvis om det er detailhandel, landbrug eller noget helt tredje.
Du kan således identificere, hvilken type virksomhed der er tale om, når du ser branchekoden. Informationerne omkring de forskellige virksomheder og deres specifikke brancher og bibrancher gør det muligt at sammenligne dem med udenlandske virksomheder.
Hvad bliver branchekoder brugt til?
Som nævnt, bliver branchekoden primært anvendt til at indsamle statistik, der gør det muligt at sammenligne danske virksomheder med udenlandske virksomheder. Det har derfor i de fleste tilfælde ingen indflydelse på din virksomhed, hvilken branchekode du vælger.
Du bør dog alligevel vælge den rigtige, så statistikkerne danner et realistisk billede af brancherne. Hvis du er i tvivl om, hvilken branchekode du skal vælge, bør du blot vælge den, der giver det mest retvisende billede af, hvilken branche din virksomhed arbejder indenfor.
Der er samtidig visse tilfælde, hvor branchekoden rent faktisk har indflydelse på forskellige forhold for din virksomhed – herunder affaldsafgifter, forsikringspræmie og lignende. I så fald er det væsentligt, at du har valgt den rigtige.
Der føres blandt andet statistik over følgende:
- Beskæftigelse
- Serviceydelser
- Omsætning
- Investeringer
Er det muligt at ændre min branchekode?
Hvis du af den ene eller anden årsag har fortrudt dit valg, eller du finder ud af, at du har valgt den forkerte branchekode, har du altid mulighed for at ændre den. Du ændrer den via Erhvervsstyrelsens hjemmeside, og det tager ikke mere end et par minutter.
Det kan eksempelvis være en god idé, hvis din nuværende branchekode ikke er specifik nok, din virksomhed har ændret karakter, eller du blot har valgt den forkerte til at starte med. Ligegyldigt, hvad der ligger til grund for ændringen, har du altid mulighed for at vælge en ny branchekode.
Hvordan ændrer jeg branchekode?
Hvis du ønsker at ændre din virksomheds branchekode, kan du gøre det på Erhvervsstyrelsens hjemmeside. Selvom branchekoden i de fleste tilfælde ikke har en direkte indflydelse på din virksomhed, er det alligevel vigtigt, at du vælger den rigtige.
Når du starter din virksomhed, er det ikke sikkert, at du har den nødvendige indsigt til at vælge den rigtige branchekode. Det kan skyldes, at du ændrer kurs undervejs, eller at du blot har valgt den forkerte.
Finder du ud af, at din virksomhed ikke har en retvisende branchekode, bør du derfor ændre denne – og det er heldigvis forholdsvist nemt. Det eneste, det kræver, er, at du logger ind på Virk.dk og ændrer det.
Sådan ændrer du din branchekode:
- Gå til Virk.dk og klik på ‘Ændre virksomhed’.
- Klik på ‘Start selvbetjening’, log på med NemID og acceptér betingelserne for brug.
- Klik på ‘Ændre virksomhed’ og acceptér betingelserne for brug.
- Klik på den virksomhed, du vil ændre branchekoden for.
- Gå til fanebladet ‘Branche’ og klik på ‘Redigér’
- Under ‘Valgte brancher’ skal du klikke på fjern, hvis du ønsker at ændre din hovedbeskæftigelse.
- Vælg den rigtige branche og tilhørende branchekode.
- Vælg, hvornår ændringerne skal gælde fra og klik på ‘Fortsæt’.
- Acceptér betingelserne og gem dine ændringer.
Når du har gemt ændringerne, gennemgår Erhvervsstyrelsen dine ændringer. Disse træder tidligst i kraft på den dato, du har valgt.
Hvor vigtigt er det, at jeg vælger den rigtige branchekode?
Selvom det i de fleste tilfælde ikke har nogen egentlig betydning for din virksomhed, er det alligevel vigtigt, at du vælger den rigtige branchekode. Det kan nemlig have konsekvenser for din forsikringspræmie, affaldsafgifter og lignende, hvis du vælger den forkerte.
Du bør derfor altid tage stilling til, hvilken branchekode der er mest væsentlig for virksomhedens hovedaktivitet. Det gælder både, når du starter din virksomhed, skifter branche eller på sigt udvider med aktiviteter, der ikke hører under hovedbranchen.
Hvis din virksomhed skifter karakter, så hovedbeskæftigelsen hører under en anden branche, bør du derfor vælge en ny branchekode. Virksomhedens branchekode bør altid være dén, der beskriver virksomhedens hovedaktivitet på den bedste måde.
Er det muligt at have flere branchekoder?
Din virksomhed kan godt have flere branchekoder, men det kræver, at den har en vis størrelse. Samtidig er det vigtigt, at virksomheden har en betydelig aktivitet indenfor flere forskellige brancher.
Når du vælger sekundære branchekoder, kaldes disse for bibrancher. Disse skal angives som biaktivitet til den aktivitet, der udgør hovedbeskæftigelsen for din virksomhed. Du bør dog være opmærksom på, at der er en række krav til, hvornår du skal registrere en bibranche.
Hvornår er det aktuelt at tilføje en bibranche?
Hvis din virksomhed opererer indenfor flere forskellige brancher, skal du i visse tilfælde tilføje en bibranche. Det er muligt at registrere op til tre bibrancher. Der er dog en række betingelser, som skal være opfyldt, før du kan tilføje flere branchekoder til din virksomhed.
Først og fremmest er det et krav, at de sekundære aktiviteter udgør en betragtelig del af virksomhedens omsætning. Aktiviteten i bibranchen skal udgøre en omsætning på minimum 300.000 kr. og minimum 10 % af den samlede omsætning, før den skal registreres.
Der er enkelte tilfælde, hvor det er muligt at registrere en bibranche, selvom disse betingelser ikke er opfyldt. Det kan eksempelvis være af hensyn til krav fra andre myndigheder.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du bør registrere en bibranche, er det en god idé at alliere dig med en advokat, der kan rådgive dig, så du er sikker på, at du overholder de gældende krav på området.
Skal alle virksomheder have en branchekode?
Det er et krav, at alle virksomheder, der har et CVR-nummer, har en branchekode. I den forbindelse er det ligegyldigt, om der er tale om en personlig virksomhed eller et kapitalselskab. Branchekoden vælges i forbindelse med stiftelsen af virksomheden.
Du skal derfor vælge en branchekode, ligegyldigt hvilken form for virksomhed du driver, og hvilken branche du befinder dig indenfor. Dette gælder blandt andet for nedenstående virksomheds- og selskabsformer.
Personlige virksomheder:
- Personligt ejet mindre virksomhed (PMV)
- Enkeltmandsvirksomhed (EVS)
- Interessentskab (I/S)
Kapitalselskaber:
Hvilke branchekoder kan jeg vælge?
Listen over branchekoder er lang, da der er en branchekode for hver branche. I visse tilfælde kan det være svært at finde en branchekode, der beskriver nøjagtigt, hvad din virksomhed arbejder med.
I dette tilfælde kan du nøjes med at vælge den mest retvisende branchekode i forhold til din virksomheds hovedaktivitet. Du kan eksempelvis vælge mellem fødevarevirksomhed, fremstillingsvirksomhed, detailhandel eller noget helt fjerde.
Du kan læse en detaljeret beskrivelse af de enkelte branchekoder, når du registrerer din virksomhed. På den måde er det nemmere at vælge den, der på bedste vis matcher din virksomheds hovedaktivitet.
Du har samtidig mulighed for at indtaste et søgeord, hvorefter listen over branchekoder opdateres, så der udelukkende vises brancher, der lever op til dit søgekriterie. Det kan være praktisk, hvis du ikke kan finde den rigtige branche ved blot at se på oversigten.
Herudover kan du se relaterede brancher og eksempler på virksomheder, der hører under disse. Ønsker du at se en oversigt over alle de branchekoder, du kan vælge mellem, kan du finde dem på Virk.dk.
Må min virksomhed beskæftige sig med andre brancher?
Der er ingen krav til, at din virksomhed ikke må operere indenfor andre brancher end den, der er defineret af branchekoden. Branchekoden er udelukkende et udtryk for virksomhedens hovedaktivitet, hvorfor du eksempelvis gerne må sælge kaffe i en tøjbutik, selvom branchekoden angiver, at der er tale om detailhandel.
De fleste virksomheder har erhvervsmæssige aktiviteter indenfor andre brancher end den primære. Hvis biaktiviteterne udgør en betragtelig del af virksomhedens samlede omsætning, er det dog muligt at registrere op til tre bibrancher.
Omsætningen i biaktiviteterne skal overstige 300.000 kr. om året og samtidig udgøre minimum 10 % af den samlede omsætning, før det er muligt at registrere disse som bibranche. I visse tilfælde kan der være omstændigheder, der gør, at det er muligt at registrere en bibranche, selvom disse betingelser ikke er opfyldt.