Hvad er en interessentskabskontrakt?
Når man opretter et interessentskab, er det en god idé samtidig at få udarbejdet en interessentskabskontrakt. Denne kontrakt kan sikre, at du og dine medejere får et velfungerende samarbejde, da risikoen for konflikter mellem jer mindskes. Derfor er interessentskabskontrakten relevant for dig, der ønsker at få overblik over samarbejdet med dine medejere samt over driften af virksomheden.
Interessentskabskontrakten skal ses som en aftale mellem dig og dine medejere af interessentskabet. I kontrakten står det beskrevet, hvilke forpligtelser I hver især har, samt hvordan virksomheden skal drives.
Nedenfor kan du læse mere om, hvad der typisk står beskrevet i en interessentskabskontrakt.
Interessentskab
Et interessentskab (I/S) er en selskabsform, hvor der minimum er to ejere. Disse ejere kan både være kapitalselskaber og/eller privatpersoner. Ligesom det gælder for en enkeltmandsvirksomhed, hæfter ejerne i et interessentskab også personligt og solidarisk for eventuel gæld i virksomheden. Det betyder, at ejerne i interessentskabet hæfter med deres personlige formue. Dog er interessentskabet anderledes fra en enkeltmandsvirksomhed, da denne type virksomhed kun kan have én ejer.
I modsætning til kapitalselskaber, såsom anpartsselskaber (ApS) og aktieselskaber (A/S), er interessentskaber ikke bundet af selskabsloven. Det betyder, at ejerne i et interessentskab har aftalefrihed – altså kan ejerne i princippet selv aftale, hvad der skal indgå i interessentskabskontrakten samt hvordan virksomheden skal drives. Derudover har interessentskaber ikke noget krav om vedtægter, selskabskapital, stiftelsesdokumenter eller lignende.
Netop pga. den manglende lovgivning om interessentskaber og driften af disse, er det en fordel at få udarbejdet en interessentskabskontrakt. Dertil anbefales det at få f.eks. en advokat til at rådgive om indholdet af kontrakten samt udarbejde den. Dermed sikrer I jer, at kontrakten udarbejdes juridisk korrekt samtidig med, at den tilpasses den enkelte virksomhed og de pågældende ejeres ønsker.
Interessentskabskontrakten kan også løse eventuelle konflikter, der måtte opstå mellem ejerne i interessentskabet. Udarbejder man kontrakten ved opstart af interessentskabet, er der på forhånd taget stilling til, hvordan diverse konflikter løses. Det betyder, at eventuelle konflikter kan blive løst på venskabelig vis, så ejernes samarbejde kan fortsætte upåklageligt.
Dertil anbefales det ikke at gøre brug af standardkontrakter, da der i dette tilfælde ikke vil blive taget højde for den enkelte virksomhed og ejernes ønsker. Gør man brug af en standardkontrakt, kan man risikere at ende ud i store konflikter med sine medejere, da relevante forhold ikke blev inkluderet i kontrakten.
Interessentskab hæftelse
Som nævnt vil ejerne af et interessentskab hæfte personligt, solidarisk og ubegrænset for eventuel gæld i virksomheden. Ejerne vil derfor hæfter med deres personlige formue, f.eks. bil, hus eller lignende. Yderligere betyder det, at man også hæfter for sine medejeres forpligtelser og eventuelle gæld, som de ikke har betalt.
Netop pga. den personlige hæftelse, samt den manglende lovgivning om interessentskaber, gør man sig klogt i at få udarbejdet en interessentskabskontrakt. Især vil tegningsret være en god idé at lave aftaler omkring. Tegningsret betyder, at interessenterne med tegningsret har mulighed for at tegne, altså forpligte, interessentskabet udadtil. I dette tilfælde vil andre interessenter også blive forpligtet udadtil.
Et eksempel på dette er, at hvis en interessent har bestilt varer for et stort beløb og varerne efterfølgende ikke kan sælges, vil interessentskabet ikke have nogle penge på kontoen. Her har leverandøren mulighed for at kræve sine penge af alle interessenter, da ejerne som sagt hæfter personligt. Er gælden stor, kan det resultere i, at den ene interessent må gå fra hus og hjem, fordi personen hæfter for den gæld, som den anden interessent har opbygget og eventuel ikke kan betale med sin personlige formue.
I en interessentskabskontrakt kan ejerne aftale forholdene omkring tegningsret. Dertil kan man aftale retningslinjer for, hvordan selskabet skal drives samt hvilke forpligtelser hver ejer har i selskabet. Dog betyder det ikke, at tredjemand, f.eks. en kreditor, skal rette sig efter hvad der står i kontrakten mht. fordeling af eventuel gæld. Man skal derfor huske på, at kontrakten er en indbyrdes aftale mellem interessenterne og forpligter derfor ikke tredjepart.
Interessentskabskontrakt – indhold
Som nævnt findes der ikke mange regler for, hvad en interessentskabskontrakt skal indeholde. Dog findes der standardkontrakter på nettet, men disse tager ikke stilling til den enkelte virksomhed eller de enkelte ejeres behov og ønsker til indholdet af kontrakten. Derfor er der mulighed for, at disse standardkontrakter ikke indeholder lige præcis de forhold, som er relevante for din virksomhed. I stedet bør man søge hjælp og rådgivning hos en advokat, der kan rådgive om indholdet af kontrakten, så den passer til jeres situation.
Netop derfor kan en interessentskabskontrakt varierer alt efter hvilken virksomhed, der er tale om. En interessentskabskontrakt skal dog som minimum indeholde følgende oplysninger:
Virksomhedens formål
Det skal tydeligt fremgå i kontrakten, hvad formålet med virksomheden er. Dermed er alle interessenter med på, hvordan virksomheden skal drives.
Fordeling af opgaver mellem ejerne
Her skal det fremgå, hvilke opgaver den enkelte ejer har ansvaret for i virksomheden, samt hvordan opgaverne fordeles. Dertil skal karakteren af hver interessents indskud defineres.
Hæftelse
Det skal ligeledes afgrænses, hvad den enkelte ejer hæfter for. Man skal være opmærksom på, at alle ejere hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for eventuel gæld i selskabet ifølge lovgivningen. I kan dog indbyrdes aftale, hvem der hæfter for hvad.
Tegningsregel
Her skal det aftales, hvem af interessenterne der har tegningsret, og derfor kan skabe forpligtelser på vegne af selskabet.
Overtrædelse af kontrakten
I skal her aftale, hvornår en overtrædelse af kontrakten finder sted og hvilke overtrædelser, der er så alvorlige, at der skal være en konsekvens for vedkommende, som overtræder kontrakten, samt hvad konsekvensen af overtrædelsen skal være.
En ejer ønsker at forlade virksomheden
I skal her beskrive, hvordan en ejer forlader virksomheden, f.eks. i forhold til forkøbsret.
Barsel eller sygdom
I skal her aftale hvordan f.eks. sygdom, barsel eller anden uarbejdsdygtighed håndteres i virksomheden.
Tvistløsning
Her skal det beskrives, hvordan eventuelle tvister mellem interessenterne løses. Skal det f.eks. være gennem mediation, almindelig retsbehandling eller via voldgift?
Over- og underskudsfordeling
Det skal her beskrives, hvem der har pligt til f.eks. at indbetale realiseret underskud.
Konkurrenceklausul
Hvis ejerne har en konkurrenceklausul, når de træder ud af virksomheden, skal det beskrives her. Er dette tilfældet, skal det yderligere beskrives hvad omfanget og varigheden er af klausulen. Dertil skal eventuel bod for overtrædelse også defineres.
Ophørt samarbejde
Her er det en god idé at få aftalt, hvad der skal ske, hvis/når interessenterne ønsker at opløse selskabet.
Lad NEMSELSKAB hjælpe dig
En udarbejdelse af en interessentskabskontrakt kan være en omfattende og uoverskuelig proces, da det kan være svært at finde ud af, hvilke forpligtelser og betingelser, der skal indgå i kontrakten. Derfor bør I tage kontakt til en advokat, hvis I ønsker at få udarbejdet en interessentskabskontrakt, da advokaten kan rådgive jer om, hvad der bør indgå i kontrakten, samt hjælpe jer med at udarbejde den.
NEMSELSKABs kompetente advokater har megen viden indenfor interessentskabskontrakter, og ved derfor hvad sådan en bør indeholde af betingelser. I er dermed sikret en juridisk korrekt udarbejdet interessentskabskontrakt, der er tilpasset jeres behov og ønsker.
Er du i tvivl om, hvorvidt en sådan kontrakt er relevant for dit interessentskab, så tøv ikke med at kontakte os i dag på tlf. 70 20 41 61 og få en gratis og uforpligtende samtale om lige netop din situation.