Når man vælger at lukke sit selskab, er der flere juridiske ting, som man skal være opmærksom på. Et selskab kan nemlig lukkes på flere forskellige måder og der er dermed forskellige krav til lukning af et selskab, afhængig af hvilken type lukning man benytter sig af.
Nedenfor kan du læse om de forskellige måder hvorpå et selskab kan lukkes.
Solvente løsninger
Når et selskab er solvent, betyder det, at et selskab løbende overholder og opfylder sine forpligtelser. Et solvent selskab kan altså betale sine kreditorer og kan lukkes ved enten opløsning ved betalingserklæring eller frivillig likvidation.
Opløsning ved betalingserklæring
Vælger man at lukke sit selskab ved betalingserklæring, skal alle kapitalejere i selskabet være enige om, at det er denne opløsning af selskabet man ønsker. Derudover skal kapitalejerne erklærer, at al gæld er betalt.
Man skal være opmærksom på, at kapitalejerne ved opløsning ved betalingserklæring hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for eventuel gæld, der ikke var kendt på tidspunktet for opløsningen af selskabet. Derfor er det vigtigt, at man har overblik over selskabets forpligtelser førend man vælger denne type løsning til lukning af sit selskab.
Opløsning ved betalingserklæring kan være en oplagt og nem løsning, især hvis selskabet ikke har haft nogen aktivitet. Derudover skal der ved opløsning af betalingserklæring indhentes en erklæring på, at SKAT ikke har skatte- eller afgiftskrav til selskabet.
Du kan læse mere om hvad opløsning ved betalingserklæring er her.
Frivillig likvidation
Vælger man at lukke sit selskab ved frivillig likvidation, skal alle selskabets faste aktiver, eksempelvis maskiner, kontorinventar og ejendomme sælges og eventuelle kreditorer skal betales. Beslutningen om frivillig likvidation skal foretages på en generalforsamling. Derudover skal ejerne af selskabet udpege en likvidator, typisk en advokat, som forestår likvidationen. Likvidator har til opgave at afhænde selskabets aktiver og passiver.
Fordelen ved denne type lukning af et selskab er, at ejerne i selskabet ikke hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for selskabets gæld. Dog skal man være opmærksom på, at der ved denne løsning skal udarbejdes et likvidationsregnskab, hvilket betyder, at der skal påregnes udgifter til en revisor.
Læs mære om frivillig likvidation her.
Insolvente løsninger
Når et selskab ikke kan opfylde dets løbende forpligtelser, betegnes selskabet som insolvent. Et insolvent selskab er altså ikke i stand til at betale sine kreditorer. Et sådant selskab kan lukkes på følgende måder.
Konkurs
Når et selskab ikke er i stand til at betale sine kreditorer, vil selskabet oftest lukkes ved konkurs. Det vil sige, at selskabets formue inddrages og dernæst fordeles ligeligt mellem selskabets kreditorer. Når der skal indgives en konkursbegæring mod et selskab, kan det ske ved, at en af selskabets kreditorer, der har penge til gode hos selskabet, indgiver begæringen mod selskabet. Et selskab kan dog også indgive en konkursbegæring mod sig selv.
Indleder retten en konkursbegæring mod selskabet, må selskabet ikke længere råde over sine penge og værdier. En kurator, oftest en advokat, har dernæst til opgave at afvikle selskabet – dette kaldes også at behandle konkursboet. Kuratoren udpeges af skifteretten. Dog kan selskabets kreditorer anmode om at kunne stemme om valg af kurator.
Hvis et selskabs ejer har udøvet groft uforsvarlig forretningsførelse, kan personen få forbud mod at deltage i ledelsen af selskabet. Dette kaldes for en konkurskarantæne og varer typisk 3 år.
Tvangsopløsning
Bliver et selskab tvangsopløst, betyder det, at det er en tvungen afvikling af selskabet. Beslutningen om at tvangsopløse et selskab sker ved Erhvervsstyrelsen, som dernæst sender sagen videre til skifteretten.
Et selskab bliver tvangsopløst, når det ikke overholder de vigtigste af selskabslovgivningens krav. Det sker hvis et selskab f.eks. ikke har reageret på tabt, udestående gæld.
I mange tilfælde kan man søge om genoptagelse af selskabet, hvis det er under tvangsopløsning. Dog skal man reagere hurtigt hvis man ønsker dette, og helst inden skifteretten påbegynder behandlingen af sagen. Søger man om genoptagelse af selskabet, kan man dermed genoptage selskabets daglige drift, uden at skulle lukke virksomheden ned ved tvang.
Du kan læse mere om tvangsopløsning af et selskab her.
Få professionel hjælp til lukning af dit selskab
En lukning af et selskab kan være en uoverskuelig og krævende proces. Med vores hjælp er du sikret en korrekt lukning af dit selskab, så du får færre bekymringer.
Vi hjælper dig med at finde den rette løsning for dig og dit selskab og samtidig bistår vi dig gennem hele processen.
Kontakt os i dag og få en uforpligtende samtale om din situation på tlf. 70 20 41 61